Seniorafdelingen i HfS har rystet posen op mod den nye sæson der starter efter nytår. Her skal JS holdet jagte oprykning til DS, og i spidsen for det projekt præsenterer HfS nu et nyt træneransigt for klubbens JS hold.
Ny træner for JS-holdet fra 1. januar og de kommende 2 år bliver 52-årige Krzysztof Popczyński, der senest var træner for DS-klubben Kjellerup IF, som HfS var i pulje med i foråret 2021. Popczyński har ligeledes tidligere været træner på Færøerne, hvor han blandt andet hentede 2 mesterskaber og 2 pokaltitler.
Krzysztof Popczyński ser frem til at starte i i den gule trøje.
– For omkring 4 år siden da jeg var cheftræner for Horsens Freja, var jeg i dialog med Horsens FS om trænerjobbet første gang. Det blev dog aldrig til et samarbejde dengang, og i stedet endte jeg i Kjellerup IF som cheftræner. Nu er dialogen blevet genoptaget, og vi er blevet enige om et samarbejde for de næste 2 sæsoner
– De sidste 3 år er der sket mange positive ting for Horsens FS førstehold. Holdet rykkede op fra serie 2 til DS, men desværre blev det til nedrykning i sidste sæson. Klubbens og spillernes ambitioner er dog, at komme tilbage til DS hurtigst muligt.
– Jeg er blevet valgt som ny cheftræner til at løse opgaven og bringe holdet tilbage til DS, og jeg ser frem til et godt samarbejde med spillerne og staben omkring holdet. Jeg glæder mig meget til i fællesskab med de dedikerede folk i Horsens FS til at løse opgaven.
I HfS bestyrelse ser man frem til samarbejdet med Krzysztof Popczyński.
– Vi er glade for at kunne tiltrække en trænerkapacitet som Krzysztof Popczyński til HfS. Krzysztof har masser af erfaring som træner, og har leveret fine resultater i flere af hans tidligere klubber, så det er en blåstempling af vores setup og spillermateriale, at Krzysztof har valgt HfS som hans nye klub, siger Lars Jæger fra HfS’ bestyrelse.
Som assistenter for Krzysztof Popczyński fastholder De Gule kontinuiteten, da det nuværende JS-trænerteam med Søren Matz og Johan Byrial Hansen fortsætter efter nytår i en delt assistentrolle, med Johan Byrial Hansen som 1. assistent.